Det moderne Provence

Den industrielle revolution i 1800-tallet førte til en veritabel folkevandring fra det indre Provence til kystbyerne. Udbygningen af kommunikationsnettet betød, at Provence blev en mere integreret del af Frankrig. I det tyndt befolkede indre Provence driver bønderne især kvægbrug. I departementerne Var og Vaucluse har bønderne også specialiseret sig. Vin og "les primeurs", frugt og grøntsager, er de vigtigste produkter. Det er et meget mekaniseret og effektivt landbrug, hvis bønder i høj grad er byboere. De mange byer og større landsbyer med deres café'er, butikker og pladser er netop en af de ting, som gør Provence så tiltrækkende for turister.

I dag er Provence det område i Frankrig, som har flest turister om sommeren, og det er det næststørste vintersportsområde. I 1887 fik kysten fra Toulon til Menton det poetiske navn La Côte d'Azur. Klimaet, lyset, havet og landskabet måtte tiltrække folk fra kolde og regnfulde egne. Allerede fra 1830 var rige englændere begyndt at slå sig ned i Nice om vinteren. Strandpromenaden her hedder da også La Promenade des Anglais. Snart strømmede andre udlændinge og også franskmænd til. La Côte d'Azur blev det foretrukne feriested for La belle époques overklasse fra Rusland i øst til England i vest.

 

Siden van Gogh sidst i forrige århundrede slog sig ned i Arles, "den ny kunsts fremtid er i Sydfrankrig" sagde han, har lyset i Provence tiltrukket malere som Renoir, Matisse og Picasso. En af de mest kendte impressionister, Cézanne, var fra Provence. De mange kunstmuseer, fortrinsvis for moderne kunst, er også en af attraktionerne.

Tilbage til forsiden

historie