BILAG 3
KUNST I FRANSKUNDERVISNINGEN
TEKST – KUNSTBILLDE – METAFORER – KREATIV SKRIVNING
Illustrationer i tekstlæsningen er blevet ovenud vigtigt nu hvor der er illustrationer i eksamensstilen. En meget succesfuld metode til at introducere billeder i tekstlæsningen har jeg tyvstjålet fra Mette Erlendsson, VUC Horsens, som underviser på det fagligt-pædagogiske kursus i engelsk, jf. hendes glimrende artikel ”Kunstbilledet i engelskundervisningen”, Anglofiles, # 98, september 1998.
Kunstbilleder som dåseåbner til tekstlæsning og kreativ skrivning giver flere fordele:
1) Sjov, anderledes tilgang til teksterne – variation er vigtigt
2) Selv normalt stille elever blomstrer op
3) Elever husker bedre teksternes pointer og persontegning
Eksempel 1 (C og B-niveau)
Tekst: Derib, No Limits, (Liljeforlaget forhandler albummet) pp.1-14.
Billede: Lars Ravn, Familiebillede. Skilsmisse, 1988.
1. Tekst: De første 14 sider af No Limits læses på ”normal vis” – evt. ud fra Arbejdshæfte til No Limits, (Kim Boje, Liljeforlaget 2001). Problematikken er velkendt: familiefar er arbejdsløs, begynder at drikke, konen skælder ud, den alkoholiserede arbejdsløse familiefar tæver konen, familiens børn kommer ud i snavs…
2. Kunstbillede – billedbeskrivelse/billedtolkning:
Efter tekstlæsningen arbejder eleverne sammen parvis. Lars Ravns billede Familiebillede Skilsmisse er overført til PowerPoint (eller transparent, som vises på overheadprojektor. Billedet klippes midt over. Relevante gloser skrives evt. nedenunder). Elev A skal sidde med ryggen til lærredet, så hun ikke er hvad billedet forestiller. Elev B skal så i detaljer beskrive billedet for sin makker. Begynd med billedet af den triste kvinde. Når der ikke kan vrides mere ud af billedet, må begge elever se billedet. Derefter byttes der roller, så det nu er elev Bs tur til at vende ryggen til. Nu vises så den anden halvdel af billedet – af den triste ægtemand – og elev A beskriver billedet for den ”blinde” elev B.
3. Skriftlig paropgave: Eleverne ser hele billedet – de to halvdele sættes sammen – der tages noter og skrives ca. 5-10 linjer om billedet. Og 5-10 linjer om hvordan det illustrerer den ægteskabelige konflikt i No Limits.
4. Metaforspil: Hvad er en metafor? Eleverne kommer evt. først med eksempler og finder
hurtigt ud af at Brigitte est comme une rose er en sammenligning, hvorimod Brigitte est une rose er en metafor. Nu skal der et litterært billede på de to personer i det ægteskabelige drama. Eleverne - fortsat parvis - skal nu blive enige om at finde et dyr, et musikstykke, et landskab, et vejrlig, en by, som passer på de to personer. Resultaterne skriver eleverne løbende på tavlen.
5. Kreativ skrivning: Nu skal eleverne skrive et digt på ca. 5 linjer om hver person, hvori der indgår 1-2 ordbilleder fra tavlen (ikke nødvendigvis en af deres egne metaforer).
6. Professionelt digt : Til afrunding læses evt. Préverts digt Le déjeuner du matin.
Eksempel 2 (B og A-niveau)
Tekst: Gérard Prévot, ”La Doublure”, La Belgique fantastique, Gyldendal, 1986, pp. 23-28.
Billeder:
Francis Bacon, Head, 1949. Dr.Jekyll & Mr. Hyde – Das Musical
1. Tekst: En uhyggelig, freudiansk kønsskrækfortælling – der foregår dels i Universitetsparken i Århus (!), dels på Bornholm (!)– om Séverine, som mister sine forældre som 6-årig, udvikler telekinetiske evner og skaber sig en beskyttende, handlekraftig doublure... Stephen Kings Carrie virker som en søndagsskolepige ved siden af den skizofrene Séverine… Den fremragende, men glosetunge tekst gennemgås intensivt via questions de compréhension + liste med vigtige mots-clés.
2. Kunstbillede – 3. Skriftlig paropgave – 4. Metafor spil – 5. Kreativ skrivning: gennemgås som beskrevet ved ex. 1.
3. Eksempel: For at få eleverne til at beskrive det hårrejsende Bacon-billede af et rædsels-slagent individ i et lukket rum med udviskede konturer, ja så er det nødvendigt med nogle hjælpegloser på transparentet. Nogle elever ser det som en illustration af Séverines angst ved livet, et menneske der er ved at gå i opløsning, men som er fanget i en kasse… Andre elever ser det som et billede af tanten, da hun en nat i sommerhuset på Bornholm opdager le monstre med køkkenkniven på vej ind i hendes soveværelse… Andre igen ser billedet som et udtryk for kæresten Henriks frustration, da han opdager at Séverine har smidt hans blomsterbuket i skraldespanden…
PS: Metaforerne om Séverine i min egen 3g fortsætterklasse var bl.a.
§ caméléon, araignée téraphose
§ cactus, rose, canivore
§ heavy métal, flûte de Pan, Ve Symphonie de Beethoven
§ jungle, paysage montagneux
Og et elevdigt talte om
Séverine, cette araignée téraphose
Qui mange son amour après avoir fait l’amour
Une rose qui pique quand on se rapproche
Un paysage montagneux avec des secrets sous sa façade dure
Une personnalité intéressante mais dangereuse…