Toujours

Vous me demandez de ma taire,           

 De fuir loin de vous pour jamais,

 Et de m'en aller, solitaire,

 Sans me rappeler qui j'aimais !

 Demandez plutôt aux étoiles

 De tomber dans l'immensité,

 À la nuit de perdre ses voiles,

 Au jour de perdre sa clarté,

 Demandez à la mer immense

 De dessécher ses vastes flots,

 Et, quand les vents sont en démence,

 D'apaiser ses sombres sanglots !

 Mais n'espérez pas que mon âme

 S'arrache à ses âpres douleurs

 Et se dépouille de sa flamme

 Comme le printemps de ses fleurs !

Altid

De beder mig om at tie

om altid at holde mig langt væk fra Dem,

og at forsvinde

uden at erindre, hvem jeg elskede.

De kan lige så godt bede stjernerne

om at falde ned i det endeløse

eller natten om at miste sine slør

eller dagen om at miste sin klarhed.

Bed blot det kæmpe ocean

om at udtørre alle sine bølger,

og når vindene raser af vanvid,

så bed dem om at dulme deres dystre hulken.

Men De må ikke nære håb om, at min sjæl

river sig løs af sine bidende smerter

og kaster sin flamme af sig

som foråret sine blomster!