Hébé

Les yeux baissés, rougissante et candide,

Vers leur banquet quand Hébé s'avançait.

Les Dieux charmés tendaient leur coupe vide,

Et de nectar l'enfant la remplissait.

Nous tous aussi, quand passe la jeunesse.

Nous lui tendons notre coupe à l'envi.

Quel est le vin qu'y verse la Déesse ?

Nous l'ignorons ; il enivre et ravit.

Ayant souri dans sa grâce immortelle,

Hébé s'éloigne ; on la rappelle en vain.

Longtemps encor sur la route éternelle,

Notre oeil en pleurs suit l'échanson divin.

Hebe

Når Hebe slog blikket ned og rødmende og naiv gik hen til gudernes bord,

blev de så betaget af hendes charme, at de rakte deres tomme bæger frem,

og barnet fyldte det med nektar.

Når vores ungdom er forbi,

så kappes vi også om at række vores bæger frem.

Hvad er det for en vin, som gudinden hælder i?

Det ved vi ikke, den beruser bare og henrykker os.

Når Hebe har sendt os sit yndefulde og udødelige smil, går hun bort, vi kalder forgæves på hende.

Vi står længe med tårer i øjnene

og spejder efter den guddommelige mundskænk,

der går på evighedens vej.