Allons-y Chochotte

Lorsque je vis Chochotte,

Elle me plut carrément ;

J’lui dis: “Êtes-vous mascotte ?”

“Mais monsieur certainement.”

“Alors sans plus attendre

Je veux être votre époux.”

Elle répond d’un air tendre :

“Je veux bien être à vous,

Mais pour cela, il vous faudra

Demander ma main à papa.“

Allons-y Chochotte, Chochotte...

Allons-y Chochotte, Chochotte allons-y.

Le soir du mariage,

Une fois rentrés chez nous,

J’prends la fleur de son corsage

Je fourre mon nez partout.

”Alors” me dit ma femme,

“Avant tout écoute-moi

J’vais couronner ta flamme.

Puisque tu m’aimes, prends-moi.

Mais pour cela il te faudra

Ne pas m’chatouiller sous le bras.”

Allons-y Chochotte, Chochotte,

Allons-y Chochotte 

V’là qu’au moment d’bien faire,

On entend sur l’boul’vard

Un refrain populaire

Et comme un bruit d’pétards

C’est une sérénade

Que donn’t en notre honneur

Un’ band de camarades

Qui travaillent tous en choeur,

S’accompagnant des instruments

En carton, à cordes, à vent.

Allons-y Chochotte…

Le lendemain, Chochotte

Me dit : “Mon p’tit Albert,

J’veux un fils qui dégote

Mozart et Meyerbeer.

Pour en faire un prix de Rome

T’achèteras un phono

Que tu r’mont’ras mon petit homme

Au moment psycholo et l’on march’ra

De ce moment là, comme ton cylindre

L’indiquera.”

Allons-y Chochotte, Chochotte..

Neuf mois après, Chochotte

Me rend papa d’un garçon.

“Ah !,” s’écrie “Saperlotte !”

La sag’femme “Que vois-j’donc ?”

“Qu’avez-vous donc, Madame ?

Pourquoi crier si haut ?”

Lui demanda ma femme.

„N’a-t-il pas tout ce qu’il faut ?“

“Oui, mais voilà, on peut lir’là

Sur son p’tit nombril c’refrain-là :

Allons-y Chochotte, Chochotte.

Allons-y Chochotte, Chochotte allons-y !

Chochotte

Da jeg så Chochotte

faldt jeg pladask for hende,

jeg sagde til hende: ”Er De en mascot?”

”Ja da, Hr.“

”Jamen så lad os gå lige til sagen,

jeg vil være Deres ægtemand.”

Hun svarede blidt:

”Jeg vil gerne tilhøre Dem

men så må De først

spørge min far om min hånd.”

Lad os gå til den, Chochotte…

Da vi så kom hjem

på bryllupsaftenen

tog jeg fat i blomsten på hendes kjoleliv

og dyppede næsen i den.

”Hvad så?” sagde min kone,

”hør lige hvad jeg siger,

jeg har nok fået dig tændt, hva?

Når du nu elsker mig, så tag mig,

men du må ikke kilde mig under armene.”

Lad os gå til den, Chochotte… 

Så da vi var ved at komme i gang,

hørte vi et populært refrain

nede på boulevarden,

det lød som larm fra kanonslag,

men det var en serenade,

som en bande kammerater,

sang i kor for at hædre os,

de blev ledsaget af

papinstrumenter, strygere og blæsere.

Den næste dag sagde Chochotte

til mig: ”Min lille Albert,

jeg vil have en søn, som har smag for

Mozart og Meyerbeer,

så han kan få en Romerpris,

du køber en grammofon,

som du stiller frem min kære ven

på det psykologisk rigtige tidspunkt, og så kører vi fra det øjeblik i takt med

hvad din valse bestemmer.”

Lad os gå til den, Chochotte…

Ni måneder efter gjorde

Chochotte mig til far til en dreng.

”Åh,” udbrød hun: ”For pokker!”

Jordemoderen: ”Hvad er nu det?

Hvad er der i vejen med Dem, frue?

Hvorfor råber De så højt?”

spurgte min kone,

”Mangler han noget?”

”Nej, men lige der på hans lille navle

står der det her refræn:

Lad os gå til den, Chochotte…”